Jul 2021 & Nytår 2022

Det prisvindende danske folk-band DREAMERS’ CIRCUS tager på juleturné med Søren Ryge og Hannah Schneider

Til vinter spreder det danske folk-band Dreamers’ Circus musikmagi over hele landet. Den 8.-18. december 2021 tager trioen på deres hidtil største juleturné, Xmas Tour 2021. Her får de fornemt selskab af sanger Hannah Schneider og fortællelegende, tv-vært og journalist Søren Ryge på scenen. Når årstallet skifter til 2022, kan bandet desuden opleves på nytårsturné i samspil og -klang med et af landets førende symfoniorkestre, Copenhagen Phil.

Denne november kan den internationalt anerkendte og prisvindende danske folk-trio DREAMERS’ CIRCUS fejre et særligt 10-års jubilæum. Det er nemlig 10 år siden, at de for første gang tog på turné med et symfoniorkester og samarbejdede om at skabe melodiske og originale live-musikoplevelser. Det første orkester, gruppen turnerede med, var Copenhagen Phil, men siden 2011 har bandet samarbejdet på tværs af flere genrer og i mange konstellationer. Jubilæet fejres med hele to landsdækkende turnéer denne vinter: En juleturné og en nytårsturné. Her kan den anmelderroste trio opleves i selskab og sammenspil med andre spændende aktører, der sætter rammerne for hyggelige og uforglemmelige aftener i musikkens tegn.

Eventyrlig vinterrejse med Schubert og Søren Ryge
Selvom DREAMERS’ CIRCUS har tradition for at give årlige julekoncerter, bliver deres hidtil største juleturné, Xmas Tour 2021, noget for sig. På turnéen hyldes vinteren og de kolde måneder, når bandet sammen med solist og sanger Hannah Schneider og den levende fortællelegende Søren Ryge tager publikum med på en vinterrejse med inspiration fra Schuberts sangcyklus af samme navn. Mens Hannah Schneider assisterer bandet med sang, underholder og deler Søren Ryge ud af fortællinger i en af sine sjældne sceneoptrædener. På Xmas Tour 2021 kan publikum se frem til musik af DREAMERS’ CIRCUS samt af Schubert, Joni Mitchell, Hannah Schneider og en håndfuld traditionelle folkemelodier.

”Efter at have været igennem lockdowns og så mange aflyste koncerter er vi enormt glade for at kunne lave musik sammen igen og spille live med et rigtigt publikum. Siden vi startede vores DREAMERS’ CIRCUS’ julekoncertserie, har vi forsøgt at skubbe til vores grænser og udfordre os selv i, hvordan vi spiller og præsenterer det til et publikum. Vi stræber altid efter at gøre oplevelsen bedre for alle, så vi glæder os til december. Her kan vi præsentere et virkelig spændende program med nyt materiale og besøg fra vores venner, sangerinden Hannah Schneider og historiefortælleren over dem alle, Søren Ryge,” udtaler bandmedlemmerne fra DREAMERS’ CIRCUS.

Nytårsturné med Copenhagen Phil
Fra den 6. januar byder DREAMERS’ CIRCUS det nye år velkommen med en nytårsturné på Sjælland i selskab med Copenhagen Phil. De to parter slår sig endnu engang sammen om at forene det bedste fra klassisk musik og folkemusikkens verdener med et skræddersyet arrangement skabt til lejligheden. Derudover kan nytårsturnéens publikum også se frem til bandets helt nye komposition ’’Mjødgaloppen’’, der er lavet med inspiration fra det ikoniske, livlige stykke ’’Champagnegaloppen’’ af den danske komponist H.C. Lumbye.

Om nytårsturnéen og de ti år med Copenhagen Phil siger DREAMERS’ CIRCUS: 
”I januar ser vi frem til at fortsætte vores ti år-lange forhold med de mere end 50 medlemmer af det fremragende Copenhagen Phil i et program, der vil byde på nye orkestrale arrangementer af DREAMERS’ CIRCUS’ materiale og nogle sæsonbestemte nytårsfavoritter. Intet kan måle sig med livemusik-oplevelsen, og vi glæder os meget til at spille sammen på scenen igen.”

Turnéplan
Xmas Tour 2021
Den 8. december: Folk Roskilde // Roskilde 
Den 9. december: Musikhuset Aarhus // Århus
Den 10. december: Tøjhuset // Fredericia
Den 15. december: Trommen // Hørsholm
Den 16. december: Baltoppen // Ballerup
Den 17. + 18. december: Den Sorte Diamant // København

Nytårsturné med Copenhagen Philharmonic 2022 
Den 6. januar: Nakskov Idrætscenter // Nakskov
Den 7. januar: Royal Stage // Hillerød
Den 8. januar: Konservatoriets Koncertsal // København
Den 10. januar: Baltoppen // Ballerup
Den 11. januar: Kalundborg Hallerne // Kalundborg
Den 12. januar: NKK Hallen // Nivå

Billetter er i salg og kan købes her:
https://dreamerscircus.com/tour 

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Julie Qvick // julie@have.dk // 22 72 75 56
Amalie Søndergaard // amalie.sondergaard@have.dk  // 28 58 81 50 

Previous
Previous

New Release & US Tour

Next
Next

Og vinderne er..