DMA Roots 2020 blev en fantastisk aften for Dreamers' Circus

Foto: Ivan Boll

Foto: Ivan Boll

Trioen Dreamers' Circus blev i stor stil hædret for 2020-udgivelsen Blue White Gold, da de i aftes kunne gå hjem med hele tre ud af syv priser ved DMA Roots. Prisfesten løb af stablen i Amager Bio og bød, trods corona-restriktioner, på fantastisk stemning, lækker live-musik og masser af hædring af det, det hele drejer sig om - musikken og dens rødder. Og så kunne man løfte sløret for, at DMA Roots i 2021 rykker til Tønder. 
 
Det var en glad udgave af Dreamers' Circus, der i aftes kunne gå hjem fra DMA Roots med hele tre ud af syv DMA-statuetter i hænderne. Juryens prisregn faldt over trioens fjerde studiealbum Blue White Gold, som sikrede Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard og Ale Carr prisen for både Årets Danske Rootstrack, Årets Danske Rootskomponist og Årets Danske Rootsudgivelse.
 
Men Dreamers' Circus var ikke de eneste, der kunne gå glade hjem fra prisfesten, der også fik fejret spændende både nye og velkendte navne som The Kutimangoes, Tuhaf, Faratuben og Henrik Goldschmidt med DMA Roots-priser.
 
Desuden blev der på aftenen uddelt tre OOawards samt Tinglutiprisen, som gives til personer eller grupper, der har gjort sig bemærkede gennem en særlig præstation eller indsats for at fremme og udbrede musik med rødder.

Aftenens prismodtagere DMA Roots 2020

Årets Danske Rootstrack
Dreamers’ Circus - Blue White Gold

Årets Danske Rootskomponist
Ale Carr (Dreamers' Circus) - Blue White Gold

Årets Danske Rootsudgivelse
Dreamers’ Circus - Blue White Gold

Årets Danske Rootsnavn
The KutiMangoes

Årets Nye Danske Rootsnavn
Tuhaf

Årets Danske Rootslivenavn
Faratuben

Traditionsprisen
Henrik Goldschmidt

OOawards - Spectacular achievements in rootsmusic of Denmark
Festivalen Musik over Præstø Fjord
Youtube-kanalen The Good Tune
Koncert-initiativet Folkamok

Tinglutiprisen
Lene Buch

Som afslutning på aftenen kunne genreorganisationen Tempi, som står bag DMA Roots, afsløre, at prisuddelingen i 2021 rykker til Tønder, og kommer til at afvikles i tæt samarbejde med Tønder Festival.

DMA Roots 2021 bliver et to-dages event i den smukke Schweizerhalle, hvor der både vil være en stor fest-koncert, en prisuddeling og andre små events.

"Vi ser meget frem til samarbejdet med Tønder Festival og glæder os til at holde et brag af en musikfest i Tønder næste år. Jeg kan næsten ikke forestille mig et bedre sted at fejre og hædre rootsmusikken end i netop Tønder. Den musik vi arbejder med har ofte et blomstrende liv og et stort publikum udenfor de store byer - det er Tønder et godt eksempel på. Det er en by fuld af sjæl, kultur og historie - det perfekte match til den musik - musik med rødder - vi arbejder for at fremme," siger Torben Eik, daglig leder af Tempi.

Previous
Previous

Nordic Folk Festival

Next
Next

Town Musicians in Roskilde